Praktisk Information omkring net-etik
Mobning på nettet
Børne- og ungdomslivet er det samme i dag. Dog med den meget store forskel, at det liv, børn og unge lever, også leves på nettet og på mobilen. Børn og unge i dag lever i en hverdag, hvor mange af deres handlinger kan kopieres, sættes in i en ny kontekst og få en ny mening, kan søges og findes frem igen, kan koordineres og organiseres. Derfor kan det til tider også gå galt, hvis det går lidt for hurtigt på tasterne. Her følger et par tips til, hvordan du som forældre kan være med til at foregribe og håndtere digital mobning:
DEN GODE SPARRINGSPARTNER
DEN GODE NETKULTUR
DET GODE INITIATIV
Pejlemærker til internet og mobil i børnehøjde
Ville det ikke være skønt, hvis man kunne trykke på en knap, og så var poderne sikre og trygge, når de bruger mobil og internet? Selvfølgelig ville det det, men sådan en knap findes ikke. Sikker og tryg brug af internet og mobil er resultatet af en læringsproces, der i dag starter helt ned til den første ipad-alder. Her er et par pejlemærker til den proces:
ACCEPTER at medierne er en del af børn og unges virkelighed.
Mobilen og internettet forsvinder ikke, så du kan lige så godt tage børnene i hånden og følge med derud.
TAL med børnene om, hvilke sider de besøger, hvad de laver derude, og hvordan de bruger mobilen.
Lyt og lær og skab dialog, så de er trygge ved at fortælle dig om deres oplevelser. Brug for eksempel tiden over aftensmaden eller i bilen og vær aktivt spørgende og interesseret uden at snage.
ORIENTER dig og følg med.
Besøg de sider, de unge besøger – gerne sammen med dem – og find ud af, hvad det egentlig går ud på. Chat, send en sms, spil med – prøv selv!
UNDGÅ forbud – sæt i stedet realistiske grænser.
Hvis du selv følger med, så er det lettere at sætte grænser, som alle kan leve med. Lav en mediepolitik for brug af mobil, internet, spil osv. Og lav den gerne i fællesskab.
HUSK på, at nysgerrighed og grænsesøgning er naturlig.
Dit ansvar går ikke kun ud på at sige nej, men i høj grad på at være den voksne og ansvarlige sparringspartner, når grænserne skal prøves af.
LYT til børnene, når de prøver at inddrage dig.
Og lyt også til det, der ikke bliver sagt. Læg for eksempel mærke til forandringer i adfærd. Er de kede af det? Virker de bekymrede? Tag initiativ og vis, at de kan tale med dig om det, der optager dem.
UDVEKSL erfaringer med andre voksne.
Du er ikke alene med dine problemstillinger, udfordringer, og det er oplagt at dele erfaringer.
Privatliv er ikke kun for voksne
At være privat på nettet handler om at have kontrol over sit liv, om at vide hvem, der ved hvad om én, og hvem, der bruger hvilke informationer om én, og til hvad. Men det er ikke altid nemt for dit barn at finde ud af, hvordan man gør, og det er heller ikke altid til at forstå, hvorfor det er så vigtigt at værne om sit privatliv – også på nettet. Her er der brug for en hånd til at se problematikken i en større sammenhæng, og det kan du som forældre hjælpe med til.
TAG EN SNAK MED DIT BARN OM:
HVEM skal vide hvad?
Er dit barn lige gode venner med alle i sit netværk på de forskellige netmødesteder? Når dit barn uploader et billede af sig selv eller skriver noget personligt i sin status opdatering, er det så helt i orden, at alle i netværket ser med? Også dem fra klubben eller børnene fra opgangen?
KODEORD er hemmelige!
Det kan være ret fristende at dele sit kodeord med andre. Storebror kan hjælpe med at lave profilen flot og anderledes, og hvorfor skulle man have hemmeligheder for sine venner? Men bare fordi man er bedste venner, eller fordi ens storebror siger det, behøver man ikke at give sit kodeord ud. Man kan stadig stole på hinanden uden at dele kodeord. Fortæl dit barn, at det er cool selv at have kontrol over sin profil.
HUSK at logge ud.
Det kan ske, at man glemmer at logge ud, når man sidder ved computeren i skolen og derhjemme. Det går så hurtigt, og måske er der mange sider åbne på én gang. Den næste, der sætter sig ved computeren, får adgang til alt, hvad der ligger af personlige oplysninger billeder, beskeder og chat! Tænk på det!
BENYT sikkerhedsindstillingerne.
Bruger dit barn sikkerhedsindstillingerne på sin profil? Der er forskellige muligheder for at bestemme, hvem der skal se og læse hvad på ens egen profil. F.eks. hvem, der skal kunne skrive i gæstebogen, eller se, hvad han eller hun laver lige nu. Spørg dit barn, om alle skal have samme adgang til at kommentere på profilen? Skal alle kunne se dit barns billeder? Vær dog opmærksom på, at disse indstillinger ikke beskytter dit barns private oplysninger fra, at blive indsamlet af en tjeneste, det har en profil på.
TÆNK før du tagger.
Dit barn synes garanteret, at det er vildt sjovt, at man kan 'tagge' andre ved at skrive deres navne på et billede. Så kan alle se, hvem der er på billedet. Men det er en god ide lige at vende den om, inden man tagger en anden. Hvad er der på billedet? Er det en situation dit barn selv ville synes var fed, at alle skulle se? Og er den, dit barn tagger, en type, der synes det er fedt at blive vist frem på nettet?
UNDGÅ misforståelser.
Dit barn har måske oplevet, at det nogle gange er lidt nemmere at fortælle en hemmelighed til vennerne eller svare igen på nettet, end når dit barn står over for personen i virkeligheden. Snak med dit barn om, at der altid er en mulighed for, at de ting han eller hun skriver kan misforstås eller kopieres og læses af andre.
HVILKET indtryk efterlader dit barn på nettet.
En del af det at være på nettet, have profiler og kommunikere på forskellige forums handler også om, at man har friheden til at være noget forskelligt på de forskellige sites. Men når dagen er omme kan mange af disse informationer findes i en samlet oversigt ved f.eks. at browse på noget så simpelt som et navn. Tal med dit barn om hvordan informationer, hun har lagt ud forskellige steder på nettet, kan sammenstykkes til et samlet indtryk af hende som person (prøv fx at google dit og dit barns navn).
Få mere viden, se film og få inspiration til snakken om privatliv, overvågning, menneskerettigheder og lovgivning på vores site: www.medieraadet.dk.
Medierådet har lavet 10 gode råd til børn og unge, der både bruger mobil og net:
Vær også opmærksom på gældende lovgivning i forhold til brug af de sociale medier (se praksisinfo om dette).
Fra medierådets hjemmeside.
Langeskov Skole
Afd. Bakken, Rønningevej 38 - tlf. 65 15 19 00
Afd. Pilen, Lavindsgårdsvej 7 - tlf. 24 61 22 25
EAN: 5790000371518