Langeskov Skole logo

Skolens Værdiregelsæt


Langeskov Skole- en skole med frihed til forskellighed og respekt for andre.

Vi er en skole, hvor vi erkender, at vi alle - børn som voksne - er forskellige.

Forskelligheden kommer til udtryk i kultur, normer, evner og muligheder.

På trods af disse forskelligheder er skolen og i særdeleshed klassen ét fællesskab.

Derfor respekterer vi hinanden, idet vi tror på, at børn, der har det godt sammen, lærer mere.

Vi finder det værdifuldt, at skolens fysiske og æstetiske rammer er indbydende og vedligeholdte.

Alle er med til at passe godt på bygninger, inventar og materialer.


Det betyder, at:


  • alle er fælles om, at der er rent og pænt.
  • rengøring, indeklima og pladsforhold prioriteres højt.
  • udendørs omgivelser skal være velholdte, anvendelige og indbydende.
  • ting, der går i stykker, repareres så hurtigt som muligt.
  • alle er forpligtede til at gribe ind/påtale ved ødelæggelser.
  • eleverne er med til at udsmykke skolen.
  • der er kunst på vægge og gange.
  • ting, der ødelægges med vilje, erstattes.


"Vi finder det værdifuldt, at vi har et godt psykisk arbejdsmiljø."Børn og voksne har krav på et godt psykisk arbejdsmiljø, således at alle kan udfolde sig og trives. Vi lægger vægt på at tale med hinanden - ikke om hinanden - og sætter fokus på indbyrdes positive tiltale og omtale af børn og voksne.


Det betyder, at:


  • vi skal profilere os positivt og være stolte af skolen.
  • mobning bekæmpes i alle aspekter i alle grupper på skolen.
  • forholdet mellem personer skal være anerkendende og respektfuldt.
  • alle skal kunne udtale sig frit uden frygt for at blive grinet ad.
  • eleverne vænnes til at give og modtage positiv kritik og gøres bevidste om deres egen fremtoning, og hvad det gør ved andre.
  • vi griber ind over for uacceptabel opførsel og omtale af andre.


Elevniveau:


"Vi finder det værdifuldt, at eleverne har medindflydelse og viser ansvarlighed."Eleverne inddrages og deltager aktivt i planlægningen af undervisningen. De får således mulighed for at påvirke deres egen hverdag. Til gengæld forventer vi, at eleverne er medansvarlige for undervisningens gennemførelse, så alle i klassen har lige muligheder for udbytte af undervisningen.


Det betyder, at:


  • eleverne har indflydelse på emnevalg, arbejdsform og metoder samt opstilling af mål.
  • eleverne bevidstgøres om deres medansvar over for undervisningens gennemførelse og egen læring.
  • eleverne evaluerer undervisningen, egen arbejdsindsats og udbytte af undervisningen i forhold til de opstillede mål.


"Vi finder det værdifuldt, når skolens hverdag er præget af åbenhed og solidaritet."Eleverne tør udtrykke deres mening og kan lytte til andres meninger, og de udvikler evnen til at se en sag fra flere sider. Klasserne formulerer sociale målsætninger - et regelsæt for samvær i klassen. Alle med tilknytning til Langeskov Skole har en fælles holdning til og tager aktivt afstand fra mobning.


Det betyder, at:


  • der i valg af emner gives tid og mulighed for, at eleverne kan give deres mening til kende, og lærer at lytte til og respektere andres meninger.
  • elevrådet, medarbejderne og skolebestyrelse sammen opstiller overordnede sociale målsætninger samt opstiller regler for den mobbefri skole.
  • den enkelte klasse opstiller sociale målsætninger, som er enkle og konkrete, og som jævnligt evalueres.
  • de voksne viser holdninger og indgår i diskussioner


"Vi finder det værdifuldt, når eleverne opbygger selvværd og selvtillid."Eleverne bliver løbende udfordret, tager stilling og oplever succeser.


Det betyder, at:


  • eleverne skal vænnes til at stille spørgsmål og turde give udtryk for egen mening.
  • eleverne skal lære at bruge det, de er gode til og opstille realistiske mål.
  • alle elever er værdifulde og skal vide, at de tages alvorligt.
  • det er vigtigt med en løbende evaluering såvel på det faglige som det personlige plan.


Forældreniveau:


“Vi finder det værdifuldt, at der er et åbent, respektfuldt og gensidigt forpligtende samarbejde mellem skole og hjem.”Samarbejdet mellem skole og hjem bygger på gensidig tillid, åbenhed, ærlighed og respekt. Lærerens rolle som ansvarlig leder for klassen og som formidler og vejleder respekteres i forhold til lærerens professionelle råderum og personlige integritet.

Et godt samarbejde betyder i forhold til:


A: Kontakt, at:


  • medarbejderne hurtigt tager kontakt til forældrene, når/hvis der opstår problemer, som ikke kan løses medarbejder/elev imellem, og således handler før et lille problem bliver stort.
  • forældrene bakker op om skolen og kommer til møderne.
  • forældrene aktivt tager skridt til at få oplysninger, hvis man er i tvivl eller ønsker at få ting taget op.
  • forældrene hurtigt tager kontakt til skolen ved problemer.


B: Information, at:


  • forældre til nye elever orienteres om skolens målsætninger.
  • klassens faglige og sociale årsplan ligger (på skoleintra) i MinUddannelse.
  • forældre og medarbejdere fortæller hinanden om gensidige forventninger og krav.
  • klassens lærere/pædagoger orienterer jævnligt om arbejdet i klassen.
  • informationsniveauet fra medarbejdere og skoleledelse skal være højt.
  • informationer skal være elektronisk tilgængelige.
  • forældrene inddrages i skolens hverdag og i undervisningen og har mulighed for at overvære undervisningen efter aftale.


C: Ansvarlighed, at:


  • forældrene har ansvar for, at deres børn lærer ansvarlighed i forhold til at indgå i sociale fællesskaber, respektfuldt sprog for andre børn og voksne, at man møder til tiden, er udhvilet, har en pakket skoletaske til dagens gøremål m.m.
  • forældrene har medansvar for hele klassens sociale samvær. Det betyder også, at forældrene omtaler skolen, ansatte, klassekammerater samt deres forældre positivt, og bl.a. på den måde medvirker til at give barnet en positiv holdning til skolen, skolearbejdet og kammeraterne.


Undervisningsniveau:


"Vi finder det værdifuldt, når undervisning og aktiviteter præges af ny viden og høj faglighed.”Det er vigtigt, at medarbejderne er veluddannede i deres fag; at de følger med i udviklingen, og at der sker en løbende opkvalificering, bl.a. gennem efteruddannelse. Undervisningsdifferentieringen skal give den enkelte elev forudsætninger for at nå et så højt 4 fagligt niveau som muligt, og eleverne skal selvstændigt kunne opsøge ny viden.


Det betyder, at:


  • eleverne skal lære at søge viden på egen hånd og kunne tage kritisk stilling til denne viden.
  • lærerne holder sig opdateret om de nyeste undervisningsmetoder og sørger for, at eleverne kender succes-kriterierne for undervisningen, er bevidste om deres eget niveau og ved, hvad der skal til for at nå videre, så de derigennem får så stort udbytte af undervisningen som muligt.
  • lærerne anvender feedback til eleverne.


“Vi finder det værdifuldt, når eleverne både lærer og anvender mange forskellige metoder og udtryksformer ved opgaveløsninger.”Undervisningen tilrettelægges, så mange slags intelligenser tilgodeses. Elevernes evne til at lytte, kommunikere og tage stilling udvikles. Elevernes kreativitet og fantasi udvikles.


Det betyder, at:


  • krav tilpasses den enkelte elev, der skal støttes og opmuntres til at arbejde videre derfra, hvor han/hun er nået.
  • vi opøver elevernes evne til at stille spørgsmål, sætte mål for eget arbejde og evaluere arbejdsindsatsen.


“Vi finder det værdifuldt, når skolen er åben mod omverdenen.”Skolen er en del af det omgivende samfund - lokalt og internationalt. Derfor kommer eleverne ud af skolen f.eks. på virksomhedsbesøg, lejrskoler og skolerejser og får kulturelle oplevelser. Vi inviterer også gæster, der kan bidrage med særlig viden eller indsigt. Endelig lægger vi vægt på kontakt med udlandet; f.eks. i form af besøg/udveksling.


Det betyder, at:


  • lokalsamfundet inddrages i undervisningen ved samarbejde med foreninger og andre institutioner.
  • forældrene inddrages i forbindelse med spændende indslag, ture, foredrag m.m.
  • kendskab til fremmede kulturer indgår i undervisningen.
  • gæstelærere inddrages, når der ønskes viden om et specifikt emne.
  • klassens team inddrager den internationale dimension i undervisningen.


Personaleniveau:


”Vi finder det værdifuldt, når skolens medarbejdere agerer som professionelle fagpersoner.” Pædagoger og lærere har hver deres betydning og grundopgaver, hvor de med deres særlige uddannelse, faglighed, metodik og værdigrundlag medvirker til at kvalificere og sikre elevernes udbytte af skolegang og SFO. Skolens medarbejdere bidrager via deres professionskompetencer til et godt og konstruktivt skole/hjem-samarbejde.


Det betyder, at:


  • pædagoger og lærere samarbejder indbyrdes og koordinere deres indsats for at skabe bedst mulige læringsmiljøer for børnenes samlede udvikling.
  • lærere og pædagoger fungerer som gode rollemodeller for børnene (sprog, adfærd m.m.)
  • lærere og pædagoger kender til og arbejder ud fra skolens pædagogiske grundlag.
  • lærere og pædagoger kan sætte sig i respekt og påtage sig opgaven som klasselederen, der skaber struktur, rammer og ro til undervisning.
  • lærerens faglige, metodiske og pædagogiske forudsætninger skal sikre, at undervisningen er tilpasset efter elevernes mangeartede behov, interesser og evner.
  • engagement, samarbejdsvilje og styrke til at fastholde og nå bestemte mål og lyst til fornyelse er vigtige menneskelige kvalifikationer hos lærere og pædagoger.
  • læreren har det professionelle ansvar for løsningen af den samlede undervisningsopgave og varetager selvstændigt denne opgave.
  • lærere og pædagoger er gode til at lytte og har ansvaret for, at dialogen med forældre og elever foregår på en konstruktiv og værdig måde med respekt for og anerkendelse af hinanden.
  • lærere og pædagoger skal have gode muligheder for efteruddannelse.
  • lærere og pædagoger udnytter hinandens viden og erfaring.
  • skolens ansatte reflekterer over og udvikler egen praksis.


”Vi finder det værdifuldt, når skolens medarbejdere har fokus på at udvikle eleverne både fagligt, socialt og personligt – samt hele tiden har det enkelte barns trivsel og tarv i fokus”. Eleverne skal udnytte deres faglige potentiale optimalt, udvikle hensigtsmæssige sociale kompetencer og kende deres personlige styrker og svagheder. Det er skolens opgave - i samarbejde med forældrene - at uddanne og danne eleverne, så de bliver hele mennesker, der er selvstændige, reflekterende og empatiske.


Det betyder, at:


  • elevens tarv i relation til folkeskolens formål danner udgangspunkt for alle medarbejderes professionelle overvejelser.
  • medarbejderne straks handler, når de bliver bekendt med mobning eller anden mistrivsel blandt eleverne.
  • medarbejderne udviser empati og arbejder bevidst på at opretholde en god relation til eleverne og blandt eleverne indbyrdes.
  • medarbejderne har fokus på at se, høre og anerkende den enkelte elev.
  • medarbejderne inddrager relevante eksterne samarbejdspartnere, når den nødvendige indsats rækker ud over læreres og pædagogers fagkompetencer.
  • medarbejderne varetager deres udvidede underretningspligt over for kommunen.



Skolebestyrelsen den 15. august 2016.